fredag den 20. marts 2015

Second Year på UWC Adriatic

Hvad vil det sige at være Second Year på UWC?
 Peace One Day 2014

I har tidligere set et lignende billede her på bloggen, det er jeg næsten stensikker på, men dette billede er derimod fra mit second year, hvilket gør det lidt anderledes. Her på skolen har stressniveauet været højt siden marts, men nu er det endelig til at bære igen. De værste deadlines er overstået og det eneste som venter i horisonten er de frygtede eksamener (som også nærmer sig lidt for hurtigt til min smag)
Siden jeg startede her på skolen i august 2013 har der været mange op- og nedture, men nu synes jeg faktisk det er en kurve som går opad og jeg er utroligt glad for at være her.
Mit første halve år af mit second year var lettere end forventet. Jeg færdiggjorde mit Extended Essay i god tid (jeg skrev om Harry Potter, så det gik let!!) og så begyndte de forskellige IA's ellers at komme. Nu hvor jeg tænker tilbage var det egentligt heller ikke specielt svært, det var bare en slags test og jeg må indrømme at jeg rent faktisk nød at skrive dem! Jeg tror også at alle som siger noget andet, har valgt enten et forkert emne eller et forkert fag (gælder især for EE's!!) Men det har jo ikke kun været akademisk!


Jeg tog nemlig til Ljubljana i min Long Weekend, hvilket var en super fed tur og jeg nød det vildt meget. Jeg fik set en masse ting og fik også spist god mad for billige penge. Det eneste minus var at lejligheden var utroligt lydt, så naboerne var ikke altid lige glade ved os. Sådan er det, det må man jo også tage med! Jeg tog kort efter hjem til Danmark på juleferie, en ferie som var alt for kort, men det var dejligt at få den pause. Men lige før min juleferie fik jeg lavede to tatoveringer til minde om min fortid og min stedfar.


Jeg er stadig glad for dem begge den dag i dag, så noget rigtigt må jeg jo have gjort ;) Men efterfølgende blev det jo tid til mere af det akademiske, trials og de sidste IA's... Puha, det var lige 2 måneder med voldsom stress. Efterfølgende kom Project Week!! I år tog jeg ud for at sejle i 10 dage, jeg tog til London sidste år, så det var noget anderledes!

Her er et billede da vi tog afsted og jeg indsætter også en video som virkelig viser hvad vi lavede. Det var bare den fedeste tur og jeg håber på at kunne rejse mere rundt. Jeg er helt vild med at sejle!
Men hvad resten af tiden så på? Graduering, eksamener, fester og hygge! Det håber jeg i hvert fald ;) Stil endelig spørgsmål, hvis der er noget I vil vide!



søndag den 23. marts 2014

Loss (engelsk)



Before losing you I had no idea that feelings could hurt me so much, now I feel it every day. My skin crawls just thinking about you being beneath the ground, with you not holding my hand while I cry, without you. You are gone now and it makes me feel selfish. Because I wish you were still here. Still here to hold my hand and to wipe away my tears while thinking about saying goodbye. 
I want to hear you breath. I want you to kiss my head and tell me that everything is going to be okay. Just tell me that it will stop hurting because now it feels like a never ending thing. Sometimes I feel you around, I feel you watching me in the mirror sometimes, I feel you looking at me when I am up late and cannot find the peace I need to sleep. 
"You can let go now, daddy" That is what I told you while I was sitting next to you, when your breath was giving up. I thought I was ready to say goodbye but now I do not think I will ever be ready. The thought about you being away... Gone, to be exact. But are you gone? Are you still here with me? Are you in the necklaces I am wearing? In the earrings you gave me? In the cross you believe in? No matter what, I will never stop missing you. You are my hero. How will I ever be able to go through this life without you by my side? When I need support on my bike? When I move away to go to university? When I need a father's voice to tell me how proud he is? I miss you..
It also makes me angry. That is not your fault. It is this world. Why did he, or whoever chooses whose turn it is to leave, choose you? You have always been a loving and caring father. You have always been a genius. A man with a big heart. How will I ever be able to sing again? I always wanted to sing for you but I never really got the chance. Now it is too late, I can sing for your grave but I cannot look at your proud smile. Even though you always told me that it was not a career to choose, I could feel how proud you were. I do not want to make a career out of my singing, you already know that. I follow your footsteps. I want to grow big. I want to make a difference. I want a boat. I want to sail across big seas. I want to look down at the ocean and see the stars glimpsing at me. With you glimpsing at me. 
Give me a sign. I sign that tells me that you are here... Taking care of me, Marianne, Peter, Annette and mom. Marianne is trying so hard to be strong but I know that it is inside her, she is not okay. She is still sad and she is grieving our loss. We all are. Make her cry. It is better if she cries. It hurts what she is going through. Like you said when you touched her stomach. "Something is wrong with her stomach." Maybe you wanted to call an ambulance just as you did back in the days. Maybe you were right. She hides her sadness.. For their sake, I hope they will cry. I have found out that crying is a good medicine. It helps you. Do you cry sometimes when you are up there? I gave you a letter before I left, do you remember it? I wonder if you read it... I cried a lot while writing it. I cannot even remember what I wrote in it. "I try not to cry. Mommy says it is okay. I know you do not like when I cry. You never wanted me to be sad. I try daddy, but it hurts. Is it true you are not coming home? Maybe someday... I can visit you in heaven okay?"  It always makes me cry. I never pray. I am not a Christian. But you are, I know you are. If you believe in heaven, I believe that you are okay. You are far above the ground you are buried in, I know you are. Whether you are a new shining star in the sky or an angel in heaven. I do not care. But take care of yourself up there. Look down at us, visit us, give us some signs that you are still among us. Please. The anchor describes everything, let us sail on the blue oceans together some day.


I love you daddy.

søndag den 1. december 2013

Can I keep on fighting?

Long weekend, enjoyed with amazing friends

Weekend og ferie, ferie, ferie - Kan jeg sige meget andet end, at jeg glæder mig til at komme hjem på ferie om godt 10 dage?
Jeg har 8 dages skole tilbage og savner egentligt livet derhjemme en smule. Plus at jeg er i voldsomt julehumør! Får slet ikke tilfredsstillet mine needs!
Min mormor har været så dejlig at sende mig en skrabejulekalender til Italien som jeg kan nyde hver dag. Ak ja, det er allerede den anden december og jeg rejser hjem den tolvte! Søndagen er blevet brugt på historie essay og julefilm. Hårdt og godt på samme tid, håber virkelig at jeg kan færdiggøre det essay i morgen. Jeg har brugt weekenden på at være syg, jeg hoster som en gal og det har i hvert fald påvirket både essay-skrivning og lektier.
Jeg er træt for tiden.. Jeg er ret ked af det på grund af min stedfar og hans tilværelse samt mit håb om, at han er i live når jeg kommer hjem. Dét er virkelig hårdt at tænke på. Jeg er ved at organisere en support group for elever som har oplevet at miste eller som netop nu oplever det. Eventuelt også elever som har haft kræft eller anden sygdom nær.
Jeg vil lige give jer et billede af udsigten fra hvor jeg spiste d. 6. november i t-shirt (SJETTE NOVEMBER VENNER)
Det er i den grad en smuk udsigt og Castello Duino!

Ja, som nævnt.. Tiden går med julehygge og lektier. Tiden går laaaangsomt de her dage, hvor man bare drømmer om pepernødder og julekager sammen med familie og venner, men det er til at bære.
Jeg glæder mig til at se jer!

Vi ses d. 12. december!

mandag den 14. oktober 2013

En kort opdatering

At give sig selv en chance for at opleve en ny kultur...

I dag har jeg fastet, for første gang i mit liv. Hvorfor, tænker du måske.... Det er Eid Mubarak i dag og i stedet for at sidde og kigge på, tog jeg valget at støtte mine muslimske venner og faste med dem en hel dag. Det var hårdt, men det var i den grad det værd, skulle jeg faste til Ramadan også? Hmmm!

Jeg har derudover tilbragt to fantastiske eftermiddage i Trieste, hvilket var helt fantastisk!
Trieste ses på billedet - Helt igennem .. wow

søndag den 6. oktober 2013

Being a part of UWC

What does it actually mean?

Efter mere end en måned på en UWC skole, kan jeg nogenlunde svare jer på det spørgsmål. Det er ikke let at svare på, for det betyder så utroligt mange ting og man går igennem forandringer, følelser og oplevelser man aldrig i sit liv ville have oplevet hjemme.
Et lille billede fra Venedig, blot en af de småting man oplever når man bor i Italien

Jeg vil egentligt kort fortælle om mine oplevelser indtil nu.... Åh gud da, held og lykke med at læse det hele!
Lad os starte med rejsen, hvilket da vel på visse punkter er en stor del af oplevelsen, er det ikke? Jeg startede min rejse d. 20. august i Sæby, i min mormors nye bil og derefter gik turen mod Italien. Følelsen af at sige farvel til familie og venner er på visse punkter helt fantastisk, men det er samtidigt utroligt hårdt, især hvis man, som mig, skal sige farvel til nogen for evigt.
Rejsen gik som smurt (Jeg tror ikke, at jeg har nævnt det herinde før, men jeg har en kæmpe skræk for at køre bil, haha) på trods af det fact, at jeg ikke kunne sove på grund af trafikken. Vi overnattede på en campingplads/hotel i Tyskland efter at have været ved grænsen. Åh, hvor jeg hader den skrækkelige følelse af at have glemt noget, men den følelse havde jeg hele vejen mod Italien, men det er vel ikke så mærkeligt, når man har pakket til et halvt år.
Da vi d. 21. august parkerede bilen i Grado og gik hen mod vores ferielejlighed, kunne jeg føle den italienske luft omringe mig og følelsen af at være hjemme skulle nok hurtigt komme. Ja, jeg elsker sommer og man kan vist med lethed kalde det sommer! Jeg rejste en kold sommermorgen og kom til Italien i en skøn varme! Det kunne egentligt ikke være meget bedre end det var.
Ferien i Grado var hyggelig, afslappende og tanken om at starte min IB lå ikke helt tæt på. Men selvfølgelig, jeg var spændt som en sindssyg. Vi kørte gennem Duino i bus mod Trieste og jeg har aldrig været så opsat på at se den by jeg gennem to år skulle bo, det var utroligt spændende.

Nok om Grado, nok om ferie og nok om hyggelige stunder med familien, for det blev d. 26. august. Jeg måtte igen pakke mine ting og derefter sætte mig ind i bilen og køre mod Duino. Duino er et helvede når det handler om parkeringspladser og GPS. Er det overhovedet på et kort?! Det er en smuk, lille landsby ved kysten, men adressen på skolen kunne GPS'en ikke finde. Vi fik vist vej til en parkeringsplads af en italiensk kvinde, som jeg faktisk har snakket med en del gange siden og hun er stadig fantastisk rar! Jeg mødte mine italienske co-years, en del second-years og deriblandt, mødte jeg min egen second-year, Jamila. Hun viste mig vejen til Pala, hvor jeg skulle bo. Jeg fik min buddy, Evelyn fra USA, at se og derefter mødte jeg min roommate, Pooja fra Indien. Man kan vist med lethed sige, at jeg mødte en masse forskellige nationaliteter på en dag. Min mor, mormor og søster rejste hjem efter at have givet mig min bagage og set mit værelse. (Som er alt for lille og der er slet ikke plads til to personer og vores bagage, samt min seng er for kort, lægger lige et billede ind....)
Apparently.. I'm a mess - Men det er mit værelse!

Jeg vil ikke engang vise jer mit værelse i nuværende tilstand, jeg roder alt for meget. Og min rooma er ikke meget bedre! Forestil jer et alt for lille rum og to personer som roder alt for meget - Ja, det er mit værelse, hver evig eneste dag. Lige indtil den dag, hvor jeg får mit sædvanlige rengøringsflip, hvilket sker alt for sjældent. Det skete faktisk igår, efter Osmiza og Mickey's, hvor jeg kom tilbage til Pala og tog al opvasken i hele køkkenet og day-room. Hvem gør dog sådan noget?
Men at have et af de mindste og værste værelser det her år, betyder at jeg får et af de bedste næste år. Kunne det være meget bedre? Nej, egentligt ikke!

Men videre med introugen, hvor der ikke rigtigt var tid til at få lukket et øje. Den første aften badede jeg i månelys, gik derefter til Agip og drak, for derefter at være oppe til klokken lort og så gå i seng alt for sent. Hvilket egentligt resulterede i at alle var trætte hele ugen selvom det var en super uge! Vi havde Welcome Show om lørdagen, hvorefter vi tog på Mickey's og ja, drak. Egentligt (jeg håber ikke, at min mor læser denne blog....) drikker vi hver fredag og lørdag, hvorfor dræber jeg min lever? Sidste uge havde jeg Three-Days-In-A-Row, alt for hårdt og nøj, hvor var det der med at studere hårdt en søndag aften...
Hvilket er det samme som jeg går igennem nu.. Lige nu, hvor jeg har en kæmpe fremlæggelse i biologi til i morgen, så typisk.
Jeg har været i Venedig, Trieste og fejret UWC Day og Peace One Day. Så, jeg kan ikke sige eget andet end at jeg oplever noget nyt hver evig eneste dag. Jeg kan stadig ikke andet end at anbefale UWC til alle jeg kender og alle interesserede. 
Lige for tiden bliver jeg dræbt af min IB som kommer til at bide mig i røven, hvis jeg ikke sørger for at studere, for det er i hvert fald noget andet end skolen derhjemme. Du har ikke tid til at være skoletræt, for du studere hele tiden samtidigt med at du socialisere. Især hvis du gerne vil ind på et af de eftertragtede universiteter, hvilket jeg gerne vil. Så, mere arbejde til mig fordi jeg gerne vil arbejde med International Jura og det kan jeg ikke studere i Danmark. Sadly.

Peace out, lovely people - Jeg savner jer derhjemme og ser frem til at dele flere oplevelser med jer alle!
# Jeg vil derudover kort sige, at jeg svømmede i havet d. 1. oktober og det var skønt! Samt laver jeg Canadian Swimming!

tirsdag den 13. august 2013

Losing someone you love.



Nogengange opdager man alt for sent, hvad man har - For en dag er det væk.

Det er oprigtigt hårdt for mig, at sige farvel. På mandag er højst sandsynligt den allersidste dag jeg ser ham, overhovedet. Bare tanken kan få mig helt ned. Jeg føler, at jeg græder hele tiden. Jeg føler, at hver tanke får tårerne frem, jeg føler ikke at jeg kan bære det indeni. Jeg føler mig knust, jeg føler mig vred, jeg er ked af det, jeg er taknemmelig, jeg føler ikke det er fair og jeg føler det er så dårligt timet. Jeg har aldrig været bange for døden, kun måden jeg dør på. Og han dør på den måde, som jeg gennem mit liv har frygtet allermest. Han dør med smerter. Han dør ung. Han dør uden jeg er der. Jeg kan for fanden ikke engang komme til begravelsen.

Mit hoved gør ondt, mine øjne svier og min krop ryster. Jeg har aldrig elsket en mand så højt. Jeg ønsker at gøre ham stolt, jeg ønsker at han ser mig med min hue, jeg ønsker at han ser mig på et universitet i udlandet, jeg ønsker at han ser mig med drømmejobbet, jeg ønsker at han møder min mand, jeg ønsker at han møder mine børn, jeg ønsker at han ser mig blive gammel, jeg ønsker at han overlever.. Men vi ved jo godt, at det ikke kommer til at ske. Han er den mand som har ageret far for mig siden jeg var 3 år gammel, han har elsket mig som sin egen, han er stolt af mig, han elsker mig, han støtter mig - Og snart er han væk. 

For to år siden ville jeg bare række ud efter kniven, for et år siden ville jeg lade det hele gå udover min kæreste, i år .. Jeg ved slet ikke hvad skal stille op med mig selv. Jeg mener, hvor mange tårer kan der være? Hvor lang tid kan jeg græde? Hvornår stopper det? Hvornår stopper smerten? Hvorfor kan han ikke bare overleve?

Jeg håber og ønsker så inderligt, at han overlever til min vinterferie, jeg vil så gerne være der når han dør, jeg vil så gerne sige farvel til begravelsen. Jeg elsker ham så højt. Der er bare ikke nogen som forstår det. Der er ikke nogen som kan sætte sig ind i situationen, for det er slet ikke så let og lige til.. Jeg vidste jo godt, at det var en del af det at skulle rejse væk i to år, men jeg vidste ikke, at det ville blive så smertefuldt. Han vil altid være i mit hjerte, han vil altid være i korset som hænger om min hals og selvom jeg ikke er kristen, ved jeg at han er og jeg ved, at han bliver en engel, lige meget hvor stor en nar han har været og hvor meget han har syndet. Jeg ved der er en helt speciel plads i himlen til ham, men lige meget hvad, har han en kæmpe plads i mit hjerte, for han har været med til at gøre mig til den person jeg er i dag.


Et lettere deprimeret indlæg i dag, en uge før jeg tager afsted - Men det skal jo også med engang imellem.

lørdag den 6. juli 2013

To UWC with love

To UWC with love

Nu er det egentligt ved at være 3 måneder siden sidst! Jeg kan så fortælle, at der er sket tusind ting i mit liv siden da! Ih ja, tre måneder er lang tid.. Men det betyder forhåbentligt en masse dejlige og lange indlæg i stedet for en milliard korte og kedelige. Jeg tror ikke, at selve bloggen bliver specielt faglig, måske senere hen - Men lige nu er den nok præget af min glæde og alt for mærkelige humor. Med det mener jeg, at grammatikken muligvis er lidt mærkelig og jeg skriver meget i "talesprog", hvis det er irriterende skal jeg da gerne gøre den faglig og super skriftlig, he he he.

Men for at starte fra en begyndelse, synes jeg at jeg bør fortælle om min tur til København og hvordan jeg oplevede det at møde allesammen, for det var uden tvivl en kæmpe oplevelse! Min mor havde betalt for et hotelophold i Gentofte, så vi tog afsted lørdag den tyvende april så vi kun skulle have en overnatning. Vi besluttede os for at tage toget, da vi ikke gad køre hele vejen i bil for blot at køre hele vejen tilbage dagen efter. Vi var så fantastisk heldige, at lørdag aften var der Justin Bieber koncert, yaaayyy.... Men i Aalborg kom en kvinde over til os med en kuvert og spurgte om vi ville tage den med til Københavns Hovedbanegård, for den indeholdte en Justin Bieber billet til en kræftramt pige som hun ikke kunne nå at sende. Så, vi tog imod den og tog altså den her billet hele vejen med til København. På banegården afleverede vi billetten til pigen og hendes familie, de var så søde at give 50 kroner for tjenesten - Hvilket var helt fantastisk for billetten gav jo intet besvær, vi skulle jo alligevel til København. Vi tog så til Gentofte og kom op til hotellet, hvilket var virkelig luksus! Super fedt sted, virkelig. Vi fik dagen til at gå med gåtur og så tog vi ellers på strøget, hvor vi spiste super god mad til ingen penge, yes! Aftenen gik med afslapning og så gik vi ellers i seng.
Den 21. skulle vi ind til København igen, men før det skulle vi lige have morgenmad og ja, det var super som alt det andet! Vi pakkede og gjorde klar og så tog vi til Nørreport st for at tage hen til Gefion Gymnasium, hvor vi ventede i solen i en times tid. Vejret var herligt den dag og jeg rendte rundt i mine nye bukser, så alt var godt! Vi kom ind og det var så overvældende at møde dem alle, der var ingen nervøsitet mere og alt var let og man skulle ikke tænke på at man skulle igennem, for man var igennem! Det hele var virkelig en oplevelse som på alle måder var positiv. Jeg fik talt med dem fra de tidligere møder, Jonathan blandt andet, som jeg mødte til udvælgelsesdagen i Århus og igen til samtalen i København. Vi mødte alle tidligere elever og forældre, bare det at møde hinanden var en kæmpe oplevelse. Og lad os så lige nævne, at jeg mødte Helle Thorning og som rød blok person - Fangirlede jeg helt vildt. Men det er jo også okay, jeg hilste ikke på hende for det ville være mærkeligt for mig. Og tror i så ikke at Jonathans forældre tog min mor og jeg med i deres bil til Aalborg?! Så vi snakkede og snakkede hele vejen til Aalborg, lyttede til musik, diskuterede og lærte egentligt bare hinanden at kende. Alt i alt, var det en fantastisk oplevelse, men ikke bedre end denne weekend vi lige er gået ud af!

Den 28. juni startede introweekenden og jeg smuttede hjemmefra klokken 11, hvor jeg tog toget fra Aalborg klokken 12.18, så jeg var i Århus cirka klokken 14.00. Her mødtes jeg med alle de andre danske UWC'er heriblandt en del af de tidligere elever. Da efterskolen vi skulle bo på, havde afslutning måtte vi vente i Århus et stykke tid, så turen gik til Aro's, hvor vi alle kom gratis ind og så stenede vi ellers en masse mærkelige ting derinde. Vi tog bussen mod Hammel og steg af ved Frijsenborg efterskole, i drømmer ikke om hvordan det er at gå ind på en efterskole igen efter et år på gymnasiet, hvor man har savnet sin efterskole. Jep, overvældende. Vi startede med navne runde, hvilket var meget heldigt da ingen sådan rigtigt kunne huske navnene. Det var generelt virkelig lækkert at se dem alle på en anden måde end de andre gange. Weekenden bestod af fantastisk mad - Takket være Johan - Jeg mener, virkelig luksus mad!
Ja, billedet siger det vist selv! Ualmindeligt lækkert! Generelt var morgenmad, middag og aften bare herre hyggelige, fordi man diskuterede og talte med alle mulige forskellige mennesker. De workshops som vi kom igennem, var også super. Både fordi man lærte ualmindeligt meget og så knyttede man jo bånd med det samme! Jeg kom til at bo på værelse med Ismahan, hun er jo herre dejlig og skal bruge de næste 2 år på Atlantic College i Wales. Og så venner, jeg har jo ikke fortalt det bedste - Aftenerne ved bålet! Musik, bål og ren UWC hygge, kan det blive meget bedre? Nej, det tror jeg ikke. Allerfedest, var lørdag aften hvor vi spillede blues i et godt stykke tid og så satte vi os ved bålet og snakkede om Saudi Arabien og hvordan Islam var dernede, jah. Sådan noget. Så vi, os 6 som var tilbage, besluttede os for at pakke sammen og gå op til skolen. Og så hørte vi musik fra foredragssalen og well, som musikere holder man sig ikke fra musik! Så brugte vi ellers et godt stykke tid derinde og da klokken blev lidt over tre gik vi i seng. Så, meget søvn blev det ikke til den weekend, men fedt var det!

Nu vil jeg bruge min sommerferie på massere af arbejde og voldsomt meget hygge, hvorefter jeg vil drive mod Italien d. 20. august! Om alt det som jeg vil nå, kan nås? Hvem ved.. Ikke jeg i hvert fald. Hav en god sommer. <3